Idyll -by Kjaer: Indlæggelsen

Herefter, hvor lillepigen er på toppen igen, er det der flyder mest ved mig undersøgelsen i akutmodtagelsen ikke fordi de gjorde nået forkert. Men fordi min afkræftede pigen, som knap nok havde stået på sine ben de sidste 2 døgn, virkelig kæmpede imod. Det, at hun brugte så mange kræfter, fortæller mig, at det for hende var VILDT ubehageligt - og det gør virkelige ondt også her efter.

Vi var ved vagtlægen omkring klokken 20:30. Efter det hurtige besøg ved ham, gik det meget langsomt. Først blev vi placeret i akut stue 6. Der var mørkt i rummet og af frygt for at trykke på en forkert knap sad vi bare stille i mørket. Efter hvad der føltes som en evighed, kom en lettere stresset og snerpet sygeplejeske ind - Fandt vi da ud af, hun glemte nemlig en meget vigtig detajle nemlig at præsentere sig selv, og fortælle hvad hun skulle. Hun stillede et hav af spørgsmål, og mærkede kort på musen. Hvorefter musen fik et armbånd om håndleddet. Man skulle tro, at det gjorde ondt på hende - for musen råbte og skreg af det lille plastikbånd. Vi prøvede at gemme det under ærmet, men hver gang fandt hun det, og det lille bånd fik endnu en overhaling. Heldigvis glemte hun det da pulsen og blodtrykket skulle måles - begge apparater fik både et ord og et slag med på vejen. - Selvom man er syg skal ingen bestemme over hendes krop..

Efter den første del af undersøgelsen sad vi alene igen. Ofelia havde fået en seng ind, men efter det som må have føltes som et overgreb på vores lille pige, ville hun kun være ved mor og far. Så kom lægen, en dejlig sød dame. Igen kom der en voldsom flod af spørgsmål- alt lige fra graviditeten, fødsels og hendes nuværende liv blev vendt. Efter en grundig undersøgelse forsvandt hun igen - med en sød besked om vi skulle i isolation. Ligesom den tidligere (vagt-)læge var hun bekymret for symptomerne - ingen pegede nemlig i samme retning. Men uanset hvad skulle musen have væske.

Ventetid igen, hvilket selvfølgelig er okay - musen var jo ikke døden nær HELDIGVIS :D Musen fald i søvn i fars varme og trygge favn. Ind af døren kom en sygeplejerske fra børneafdeling hun skulle guide en fra akut-modtagelsen i at ligge sonde. Det var på INGEN måde en behagelig oplevelse for nogen på stuen. Først skulle musen vækkes efter kun 20 minutter søvn - ALDRIG har hun været så svær at få liv i, men klokken var jo også 23:30. 3 forsøg og et dybt ulykkelig barn - hun skreg og skreg. Kan stadigvæk hører skrigene, når jeg tænker tilbage - det skær i hjertet.

Ventetid og et dejligt sovende barn i favn. Så kom "stikkerne" - laboranterne, de skulle tage blodprøver. Igen måtte vi afbryde musen søvn for endnu en ubehagelig oplevelse. Gudskelov behøvede de kun 1 forsøg. Herefter kom portøren som ganske sikkert transpotrede os igennem sygehusets mørke og smalle kældergange over til børneafdelingen. Der blev vi mødt af den sødeste sygeplejerske. Hun hjalp C og musen tilrette på den ellers så fyldte stue. Klokken var nu 01:30 og vi fik kort de vigtigste informationer. Jeg kan nu berette at en isolation på sygehuset virkelig er isolation, forældrene måtte KUN forlade stuen for at gå på toilettet og man skulle helst blive i sengen. Den først sonde blev givet klokken 01:45 (forinden det tjekker man lige om sonden sidder i mavesækken, og her kunne sygeplejersken konstatere, at musen intet havde i maven -1 mL var alt hun kunne få op) Klokken 2 sætte jeg mig ud i bilen med en meget tom fornemmelse og en klump i halsen. Søvn fik jeg ikke meget af - de to døgn den lukkede indlæggelse varede.

Dagen efter var jeg stortset på besøg hele dagen og ligeledes tirsdag indtil de blev udskrevet. 4 gange gav de hende sonde, førend hun ville drikke nogenlunde igen. Hvad det var ved vi endnu ikke, men sandsynligvis en virus/bakterie i maven. Selve indlæggelsen var en god ubehagelig oplevelse. Personalet var søde og servicen var helt i top.